Forleden modtog jeg en mail fra SparEnergi med titlen “Nu kender vi datoen: Tilskud åbner 28. september”. Det betyder, at det periodiske, digitale først-til-mølle-tilskudscirkus i den såkaldte Bygningspulje sparkes i gang præcis kl. 10 på denne dag.
Så forbered dig. Tag en fridag, sæt dig klar ved computeren, log ind så snart du kan, gå i den digitale kø, vent, vent længere... For 13 timer senere at få at vide, at der ikke er flere penge, fordi de er uddelt til de 13.000, som stod foran dig i køen. Eller rettere blev udtrukket tilfældigt.
I tech-verdenen taler vi om ”solutionism”, når techselskaberne udvikler noget nyt uden at vide, hvad det skal bruges til. I offentlig digitalisering skulle vi måske til at tale om digilotto-effekten; dér hvor digitalisering bliver vilkårlig, ugennemtænkt eller absurd.
Visse digitale løsninger får fuldkommen upåagtet lov til at overskride et væld af etiske grænser
Bygningspuljen kørte sin seneste runde i april, og ved den lejlighed nåede 8.600 at få del i puljen, mens mere end 30.000 måtte gå forgæves efter at have ventet i den digitale kø mere end 13 timer.
Men endnu mere absurd blev alle de, som havde logget ind før kl. 10, samlet i et digitalt venteværelse og kastet ind i køen ved hjælp af en tilfældighedsgenerator. Men da så mange var i venteværelset, var der reelt lukket 15 sekunder efter 10:00. Det må siges at være lotto-digitalisering.
På papiret er løsningen sikkert smart og sparer en masse ressourcer til håndtering af ansøgninger; klassisk digitalisering. Men kunne man forestille sig noget lignende i den analoge verden? Hvor det ikke var kvaliteten eller relevansen af ansøgningen, der betød noget, men udelukkende om du var heldig nok til at komme ind i køen det rigtige sted. Og vandt det digitale lottospil.
Den første mærkningsordning i verden for digital ansvarlighed er dansk og kom på gaden i september.
D-mærket tildeles virksomheder - ikke specifikke produkter og tjenester - og det består af 8 overordnede kriterier som blandt andet dækker it-sikkerhed, persondatabeskyttelse, kunstig intelligens og dataetik.
Målet er at gøre digital tryghed og tillid til en dansk styrkeposition, oplyser Industriens Fond.
Det lader til, at visse digitale løsninger fuldkommen upåagtet får lov til at overskride et væld af etiske grænser, bare der er en god business case.
Tænketanken Justitia har undersøgt retssikkerheden i bødesystemet og fundet talrige eksempler på udsatte borgere eller ikke-digitale borgere, som kommer i voldsomme problemer, fordi de ikke har set et bødeforlæg i deres e-Boks, og myndighederne blot registrerer passivitet som identisk med tilståelse. En slags digital auto-forkyndelse.
En af mine nære bekendte fik sit anpartsselskab tvangsopløst, fordi der ikke var blevet reageret på en mail i selskabets e-Boks. Og da man forsøgte at redde situationen, bekendtgjorde myndighederne blot, at så snart de havde sendt en mail i e-Boks, var den registreret som modtaget. Også selvom modtageren aldrig havde læst den. Så der var ikke noget at gøre.
For ikke at tale om Byg & Miljø, den offentlige portal for bygge- og miljøsager; absurd kompleks lovgivning indpakket i en ikke mindre kompleks digital løsning, som frustrerer yderligere. Som at sætte plaster på koldbranden.
Jeg håber, at vi en dag forstår, at jo mere smalsporet vi søger effektiviseringsgevinsten ved digitalisering uden at tænke over den etiske dimension, des dummere bliver løsningen. Og bliver den rigtig dum, ender vi i det digitale lottospil.
