Pensionister og magisk sovs

For få tanker og for sent? Tankerne om, hvad du vil, når du trækker dig tilbage fra arbejdslivet?

Skiftet kommer bag på mange, omend nogle har talt ned til dagen, hvor de kan fylde hverdagen med hobbies og måske børnebørn.

Jeg trak tiden så længe som muligt, men nu er det slut, og dette er min svanesang i Prosabladet.

Udtrykket kommer af, at man en gang troede, at sangsvanen sang en klagende sang, når den skulle dø. Og for visse, der går på pension, er det tæt på at dø, hvis ikke selve årsagen. Alt for meget af identiteten kan ligge i jobbet.

Men det spiller også ind, at man kan være helvedes glad for sit arbejdsområde. Som jeg var. Både som programmør, startende i 1966, og siden som it-journalist.

Jeg har længe funderet over, om det er sværere for it-folk at trække sig, fordi de springer af et højhastighedstog i fuld fart.

Der sker hele tiden noget nyt, noget vigtigt, noget skræmmende, noget hovedrystende.

Som med påstanden om, at ”overvågning giver mere frihed”, sagt af både justitsminister Nick Hækkerup (S) og Nemlig-direktøren Stefan Plenge.

Men generelt vel for alle brancher, så ligger der også noget ekstra frustrerende i at blive gammel.

Det er blevet lettere at se vigtige mønstre i tide. Man ser historien gentage sig. Man ser, hvor lidt der læres af historien, også hvad angår menneskets natur. Og man bliver bedre til at se de gode, lavpraktiske løsninger.

Det sørgelige er, at erfarne mennesker typisk først kan kalde en spade for en spade, når de er gået på pension, for inden da kan det have alvorlige følger.

Men for få gør det, og det kan knibe med lydhørheden, for i den vestlige kultur bilder yngre sig ind, at de ved nok.

På teleområdet fik jeg heldigvis selv en gammel Yoda – en ”one who knows”. Han var som et leksikon, hvad angår teknologi, historik og det tele-politiske spil.

En anden af de kyndige, jeg satte stor pris på, er bredt kendt, nemlig ”pensionisten” Erik Bonnerup.

Han er tidligere departementschef i Finansministeriet og tidligere boss for Statsanstalten for Livsforsikring, hvor han som noget af det første skrottede et hundedyrt, overambitiøst og skrantende it-projekt og erstattede det med en fungerende god-nok-løsning.

Erik Bonnerup havde lært for meget til at være til fals for markedsføringen af ”den magiske sovs” – betegnelsen, der typisk bruges om umoden, overkompleks it som mirakelløsning. Som pensionist på tillidsposter lægger Bonnerup heller ikke fingrene imellem, men der lyttes ikke i tide.

Sælgerne af magisk sovs har det stadig for let, fordi dem med magten på it-området stadig ved for lidt om it. Det blev også påpeget for nylig her i bladet af Jep Loft, datalog, jurist og nu pensionist.

Det er skammeligt. Folk på prærien, der var til fals for omrejsende snake oil-sælgere, kunne dog undskylde sig med manglende skolegang eller dårlig begavelse.