Allerede i 2010 spillede først KL og senere finansministeriet ud med en overenskomststrategi, som er fulgt siden. Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V) har intet sagt, der ikke allerede blev formuleret i 2010: Flere lokale lønforhandlinger; medarbejdere skulle forhandle deres egen løn, fagforeningernes indflydelse skulle reduceres, lønnen skulle følge mulighederne i de offentlige budgetter. Tonen blev skærpet i 2013 og igen i 2015, hvor privatlønsværnet blev introduceret. I 2011 og 2013 var det KL, der gik forrest. I år har det så været Moderniseringsstyrelsen. Det står endog i Moderniseringsstyrelsens grundlag, at løn både skal betragtes som et strategisk redskab og skal betragtes som en belastning for budgetterne. Siden 2008 er lønfremskrivningerne blevet hevet ud af budgetterne, hvilket svarer til en løbende forringelse.
Strategien har været kendt siden 2010
At kalde regeringens holdninger for Corydon-doktrinen efter den tidligere socialdemokratiske finansminister lyder godt, men svarer ikke til virkeligheden, for politikken og strategien lå allerede klar længe før Corydons tid. Helt forståeligt ønskede de offentlige arbejdsgivere ikke at blive fanget i en ny konflikt som i 2008, hvor man havde svært ved at opnå indbyrdes enhed.
Det, forbundene anklager Moderniseringsstyrelsen og KL for, er, at man forfølger en ganske bestemt strategi, som begge organer har gjort siden 2011. Når Sophie Løhde spiller ud med kravet om, at en større andel af lønnen skal forhandles lokalt og af den enkelte arbejdstager, så var det præcist det, KL diverterede med i 2010 og 2012 i sit oplæg til overenskomstforhandlingerne. KL udarbejdede oven i købet en video om temaet, som blev lagt på YouTube. De faglige organisationer dukkede nakken, men tog ikke til genmæle. Derfor ligger der langt mere i den aktuelle konflikt, end lederne fortæller. Sammenholdet gælder i virkeligheden forsvaret af fagforeningernes status som forhandlingsberettigede organisationer og tillidsrepræsentanterne som organisationernes og ikke arbejdsgivernes. Det er det spil, der foregår hver eneste dag, og kun en massiv fællesoptræden kan bremse den udvikling. Moderniseringsstyrelsen og KL har hele tiden opereret efter opskriften: Barske udspil, tilbagetrækning og så gennemførelse af kravene i praksis, når forhandlingerne er overstået. Det lagde man også op til denne gang, men indtil nu har musketereden holdt dem stangen.
Man skal desuden huske, at Danmarks tilslutning til EUs Vækst- og Stabilitetspagt og Finanspagt, der jo foreskriver snævre loft for budgetunderskud, danner baggrundstæppe. Finanspagten foreskriver en budgetlov. Den forrige, socialdemokratisk ledede regering kunne have undladt at tilslutte sig pagten, men så ville den heller ikke kunne bede om finansiel støtte, hvis Danmark på et senere tidspunkt blev angrebet af finansmarkederne. Derfor besluttede regeringen sig for at deltage. Beslutningen var ingenlunde rigtig, men situationen talte i regeringens øjne for beslutningen, og Corydon og Vestager øjnede så chancen for at binde sig til en ’nødvendig politik’. Men ingen i fagbevægelsens top har for alvor anfægtet budgetlovens fundament. Det er faktisk først nu, at selv Det Økonomiske Råd – Vismændene - begynder at kritisere det centrale element i budgetloven, nemlig den strukturelle saldo.
Ret beset er det fuldt ud legitimt, at arbejdsgiverne, når de skal købe arbejdskraft, går ud fra det samlede omkostningsniveau og bestemmer, hvad arbejdskraften må koste. Indtil 2011 var lønparalleliteten mellem den offentlige og den private sektor ikke det store problem. Problemet opstod i kølvandet på den nedskæringspolitik, der er neoliberalismens følgesvend og som fik et ekstra nøk efter finanskrisen. Selvfølgelig udnytter arbejdsgiverne de statistiske informationer, der passer i deres kram. Fagforeningerne finder nogle andre nedslagspunkter - nøjagtig som på det private arbejdsmarked. Kan de offentlige arbejdsgivere, som er sat til at udføre regeringens sparepolitik i praksis, købe arbejdskraften billigere, gør de selvfølgelig det, og det har de kunne i de sidste to overenskomstperioder.
Endelig skal man dels huske på, at om den ene eller den anden sektor er lønførende, har varieret over tid, f.eks. var offentligt ansatte i 70erne lønførende og dels, at det var de offentligt ansattes egne forhandlere i det centrale forhandlingsudvalg (CFU), der i en sen nattetime i 2015 indgik en aftale med Corydon om mådehold næste gang. Den centrale sætning i aftalen lyder nemlig sådan: ”Det er således den fælles målsætning, at det statslige og private lønindeks med basisår 2008 senest i den næstkommende overenskomstperiode er sammenfaldende.” Tydeligere kan det vist ikke siges.
Kampen drejer sig ikke blot om den offentlige sektor
Fagbevægelsens top prøver nu i kampen om den offentlige mening at føre tekniske argumenter om at arbejdsgivernes lockout-varsler er ugyldige. Det smager af konspirationstænkning og fjerner fokus fra det egentlige: At lønmodtagerne i den offentlige sektor vil have mere i løn og ikke længere rette ind efter kravet om ”mådehold”, som Michael Ziegler er ude med. På det private område er man i gang med lønforhandlingerne og her vil man heller ikke længere holde igen. Lige nu er det Metal, der er i gang, men der kommer flere til med øgede lønkrav til de lokale forhandlinger. Det var det, DA og DI forudså ville ske. Derfor intervenerede de to organisationer i forhandlingerne på det offentlige område, hvor de længe har talt for, at den betalte frokostpause skulle afskaffes. Det gælder om at gøre det mindre attraktivt at være ansat i den offentlige sektor, så arbejdskraften til en lavere pris her under det opsving, man mener er i gang, ledes over i den private sektor.
Det gælder for DA og DI derfor om at holde ro på arbejdsmarkedet, så de kan tage fagforeningerne en for en ved de lokale forhandlinger. Hvis det først går løs på det offentlige område, kan de få vanskeligere ved at styre de lokale forhandlinger på det private område.
Således drejer kampen sig om meget andet end den offentlige sektor, men ikke en forbundsformand forbinder begivenhederne. Det er noget, man selv skal finde ud af lokalt. Kommer der gang i de lokale forhandlinger indenfor det private område, ville det være herligt, hvis de offentligt ansatte havde en parole: ”Lønmodtagerne i Danmark har holdt igen i 10 år. Nu er det vores tur til at få del i fremgangen” eller noget lignende. De offentligt ansatte skal ikke vinde gennem ”folkets hjerter”. Og vi skal heller ikke slås for ”velfærdens helte”, som Enhedslisten siger. Den indstilling er nedladende overfor folket og lønmodtagerne på det private område. Vi skal vinde, fordi et stort flertal af de danske lønmodtagere kan se deres interesse i, at vi vinder. Det er den opgave, der skal løses. Ved at gøre de offentligt ansatte til en slags ofre, bidrager man til bestræbelserne for at splitte lønmodtagerne. Solidaritet er ikke en barmhjertighedsgerning eller et diffust fællesskab. Solidaritet, der ganske passende kommer af det latinske ord for ’fast, ’solidus’, handler om noget konkret. Dvs. den aktuelle solidaritet må gælde de offentlige ansattes interne kamp for at holde sammen om fælles krav og udadtil kampen for, at alle lønmodtager i Danmark får en ordentlig lønstigning nu, hvor de øverste i samfundet har raget til dig.
Pay-back time
Nu er der tilsyneladende økonomisk vækst – det siger regeringen i hvert fald – og så vejrer lønmodtagerne morgenluft. Nu er det deres tur. På moderne dansk: pay- back-time. Statens forhandlere har udgangspunkt i et ministerium, som indlysende er underlagt regeringens samlede udgiftspolitik. Derfor har Moderniseringsstyrelsen og i øvrigt også kommunerne uanede, økonomiske ressourcer til rådighed. og derfor kan lønmodtagerne aldrig vinde på paragraffer og økonomi, når konflikten går over i åben kamp. Indenfor den institutionelle tankegang hedder det et asymmetrisk magtforhold. Men konflikten var allerede ved afsendelse af konfliktvarsler politisk, og så forsvinder asymmetrien, fordi lønmodtagerne overtrumfer regeringen i styrke, når det kommer til den parlamentariske kamp – kampen om stemmerne. Efter arbejdsgiverne sendte deres massive lockoutvarsel er det det terræn, kampen nu er rykket ud i.
Det er rigtigt, at den situation, vi ser nu, kan opstå igen og igen. Sådan er det – jo! Men det hidrører ikke fra nogen doktrin. Det er sådan, systemet er bygget op. Fagbevægelsen har ret i, at konflikten denne gang er historisk og det er selvfølgelig rigtigt, at det er første gang, at der er næsten totalkonflikt i hele statssystemet – velfærd eller ej – og situationen er også historisk i den forstand, at der ikke er noget fortilfælde. Men konflikten er mere historisk interessant fordi, det nu endeligt er lykkedes fagtoppen at samle sig, efter at have dyrket en splittelse, hvor forbund eller karteller er gået solo den ene gang efter den anden. Og det er præcist det, arbejdsgiverne frygter og derfor er de også blevet overrasket over holdbarheden i musketereden. I takt med, at den har vist sin holdbarhed, er der opstået strid i KL og internt i regeringen. Men fagbevægelsens forhandlere udnytter ikke disse interne stridigheder ved for det første at mobilisere og for det andet føre konflikten udenfor de lukkede rum og forbinde den nuværende situation med den, der vil opstå på det private område.
Massiv kampvilje
Forhandlingsfællesskabet følger en linje, hvor man som udgangspunkt har, at befolkningens gunst skal vindes ved at henvise til ”urimeligheder” og fejlagtige statistiske metoder sammen med beklagelser over, at man med lockouten lægger ”velfærdsstaten ned”. Ja, selvfølgelig gør man det. Arbejdsgiverne anvender ligesom USA i Iraq shock-and-awe-strategien for at tromle lønmodtagerne til retræte i forligsinstitutionen og til et forlig, og kan man ikke det, har man jo varslet den totale konflikt, som intet moderne land i denne verden kan leve med ret længe. Strategien kalder selvfølgelig på et regeringsindgreb, hvis de andre tiltag ikke lykkes. Men den siger ikke noget om indholdet og heller ikke noget om, der er et parlamentarisk flertal for et indgreb. Traditionen siger, at der er et flertal, men ikke nødvendigvis i den konkrete situation. Fagbevægelsen kan gøre det helvedes dyrt at foranstalte et indgreb.
Sammenlagt giver det således ikke mening at hævde, at den danske model er truet. Alt, hvad der er sket indtil nu, er sket indenfor den danske models rammer, og arbejdsgivernes træk er hverken usmageligt eller noget andet grimt. Det er bare massivt. Hvorvidt strategien så også er hensigtsmæssig, er noget ganske andet. For nu efter arbejdsgivernes afsendelse af lockout-varslet mærker fagforeningerne en kampvilje, man ikke tidligere kunne få øje på i samme omfang. Det kan få en langtidseffekt, og det er det, der er ved at gå op for borgmestrene i KL. Hvis arbejdstagernes hovedorganisationer LO, FTF og AC kan finde sammen lokalt, kan det godt blive ildevarslende for de hidtidige styrkeforhold.
Ikke flere ’effektiviseringsområder’ tilbage
Noget andet er, at både regeringen, kommunerne og regionerne er løbet tør for ’effektiviseringsområder’. Modstanden vokser, og flere af projekterne giver bagslag lige for tiden. Derfor må fagforeningerne ikke vinde, hvis det overhovedet kan undgås, for så vil man få endnu vanskeligere ved at komme videre med effektiviseringspolitikken. Hvorfor kører forbundene ikke på det, og hvorfor påviser de ikke, at de fleste effektiviseringsprojekter først og fremmest rammer dem, der har mest behov for støtte?
Enestående chance
Problemet er, at fagbevægelsens topforhandlere tænker sig selv som historiens motor indenfor de lukkede rum, hvor forhandlingerne foregår og på deres medlemmer som fodfolk. Dermed overser man også det forhold, at de menige medlemmer vil slås for at genrejse stoltheden. Og præcist det forhold kalder på, at frontlinjerne trækkes klart op af lederne, så alle kan give indebrændtheden perspektiv. Hvis alle ved, hvad der kæmpes for, og hvis en af årsagerne kan henføres til det fællesskab, der bragte en så langt i 2008 er det også muligt at indstille sig på, at kampen kan resultere i et halvdårligt/halvgodt kompromis. I 2008 endte det hele i kaos og splid og spektakel både mellem forbundene og internt i forbundene. Det fortsatte i 2011, 2013 og 2015. Nu er enheden endeligt oprettet, så skal der også være en strategi for at bevare den efter konflikten.
Derfor forplumrer alle kvababbelserne også det egentlige kamptema. Det asymmetriske magtforhold gælder kun indenfor de formelle, fagretlige rammer på det offentlige område. Men de særlige forhold her har også en anden logik indbygget – politiseringen som den logiske konsekvens. Det gælder både den indlysende agitation for en enhedslinje for alle lønmodtagere med alle de anknytningspunkter, der vitterlig er, og det det gælder den mere parlamentsorienterede politiseren. Enhedslisten har allerede lovet ’velfærdens helte’, at EL ikke vil gribe ind, og andre EL-folk har været ude i et frontalangreb på socialdemokraterne. Men er det den rigtige måde at gribe det politiske aspekt an på? Ikke at socialdemokraterne skal skånes, partiet har jo været bemærkelsesværdigt tavs og vil ikke fremsætte solidaritetserklæringer med fagbevægelsen, højest med den danske model. Resultatet udeblev ikke: Dansk Folkeparti fyldte straks tomrummet ud med en støtterklæring til de offentligt ansatte, mens f.eks. LO i Nordjylland frabad sig Mette Frederiksens deltagelse i den kommende 1.maj-arrangement.
Men kunne det ikke tænkes, at vi tog et meget bredere politisk opgør? Regeringen har brugt oceaner af tid på at manipulere skattelettelser igennem til de rige. Regeringen har ikke en pind styr på skatteunddragelserne i dette land. Staten har mistet milliarder osv., osv. Så skal den ikke komme og bilde hverken os eller den danske befolkning ind, at økonomien løber løbsk, hvis vi forbedrer velfærdsordningerne og imødekommer de offentligt ansattes lønkrav. Og vi vil ikke have et samfund, hvor regeringen bare kan gribe ind og diktere arbejdsbetingelser ved lov som i 2013. Derfor handler det ikke om lærerne eller om lov 409, men om at den danske fagbevægelse i begge sektorer afviser lovdikterede løn- og arbejdsforhold, herunder arbejdstid.
Hvis folk skal kæmpe og overbevise andre, skal de slås med stolthed og ikke med hatten i hånden. Det er vel det, det drejer sig om?
Den kampvilje, der er opstået i medlemsskaren, giver fagbevægelsen en enestående chance for mobilisering på sit oprindelige grundlag, nemlig solidariteten. Malte Frøslee Ibsen beskriver i lørdags i Informations ModerneTider for 10. marts konflikten som et 'oplysningsprojekt' og det synes jeg både er rigtigt og vigtigt. Han skriver: "Hvis fagbevægelsens store problem er, at befolkningen mangler forståelse for nødvendigheden af kollektiv faglig organisering til at sikre lønmodtagerrettigheder, så stilles konfliktperspektivet i et nyt lys: I så fald tjener storkonflikter ikke blot et strategisk formål som led i et forhandlingsspil med arbejdsgiverne; det tjener også et grundlæggende oplysningsformål overfor egne medlemmer og den bredere befolkning, idet strejker og lockout uvægerligt trænger igennem den resistente konventionelle og digitale offentlighed og bringer den latente grundkonflikt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere frem til overfladen."
Indlægget er blevet bragt i Prosabladet i en forkortet udgave.