Vi dukker op ved Nørreport og venter på, at der tikker noget ind på mobilen.
Sådan beskriver 23-årige Rasmus Emil Hjorth en typisk arbejdsdag som cykelbud og platformsarbejder.
Platformsarbejde er betegnelsen for en ny måde at arbejde på, som har sneget sig ind både i Danmark og Europa de seneste år. Som platformsarbejder bliver man som enkeltperson via en online-platform hyret ind til at løse en konkret opgave inden for en række fagområder. Det kan være rengøring, byggeri eller tekstforfatteri. Men måden at arbejde på er særligt kendt og udbredt blandt bude – eksempelvis budtjenesten Wolt.
Udfordringen er, at mens den nye måde at arbejde på vinder frem, halter det med at få styr på de vilkår, der arbejdes under.
Denne artikel er en del af et tema om fagbevægelsens fremtid.
Fortidens sejre vinder ikke fremtiden
Medlemsvækst på 1,5% - potentialet er ti
Alle har ret til et godt arbejdsliv
Når arbejdsgiveren gemmer sig i en app
Det har Rasmus Emil Hjorth forsøgt at råbe op om. Han er historiestuderende, cykelbud og 3F'er, og han holdt blandt andet tale til PROSAs 1. maj-arrangement. Han efterlyser, at man fra fagbevægelsens side tænker nyt og finder løsninger, så man kan sikre løn- og arbejdsvilkår for platformsarbejderne, uden at man fjerner det fleksible i jobbet. For et klassisk 8 til 16-job er der ikke tale om.
– Jeg synes, at jeg har et fantastisk job som cykelbud. Jeg elsker, at det er så fleksibelt. Men den måde, det foregår på, er med til at skabe et parallelsamfund, hvor man får deaktiveret forsikringer, pension, ferie og meget mere. Det gør også, at det er nemmere at blive udnyttet som ung, siger Rasmus Emil Hjorth.
Derfor forsøger han at få sine kolleger til at forstå, at de skal organisere sig. Men det er ikke nemt, for det er ofte unge, studerende, flygtninge og migranter, der ikke har interesse i at komme med i en fagforening.
– Mine kolleger synes, at jeg er en brokkerøv, og det er irriterende, for jeg synes jo, at løsarbejde kan rigtig mange ting, Men der skal være styr på forholdene, siger Rasmus Emil Hjorth.
Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, peger på, at enkelte platforme har lavet overenskomster med den danske fagbevægelse, blandt andet Hilf og JustEat.
Den danske model er ved at finde sine ben i den digitale økonomi, siger han. Men udfordringerne for platformsarbejdere handler ikke bare om almindelige løn- og arbejdsvilkår. Det handler især om deres status, når de tager opgaver. For de lander mellem to stole på arbejdsmarkedet.
De kan nemlig hverken karakteriseres som lønmodtagere eller selvstændige. Og virksomhederne, der hyrer, mener ikke selv, at de er arbejdsgivere.
– Platformsarbejderne er soloselvstændige. Nogle kalder dem også arme-og-ben-firmaer eller falske selvstændige. Det er hver mand, hvert sit cvr-nummer. Her falder de i en kategori, hvor de ikke er lønmodtagere. Men samtidig får de instrukser fra det, der ligner en arbejdsgiver, og på den måde er de alligevel lønmodtagere. Det giver arbejdsgiverne en enorm fleksibilitet, at de kan hyre folk på et cvr-nummer i stedet for et cpr-nummer, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.
Europa-Kommissionen fremlagde i 2021 et forslag til et direktiv, der skal sikre bedre arbejdsvilkår for platformsarbejde. Direktivforslaget indeholder blandt andet en liste med kriterier, som gør det muligt at fastslå, om en platform er arbejdsgiver.
Platformsarbejdet giver særdeles store panderynker i fagbevægelsen, fordi området er svært at organisere. Men samtidig omfatter det stadigt flere mennesker, så det kan ikke bare ignoreres som et indsatsområde for fremtidens fagbevægelse. Især ikke fordi mange unge stifter bekendtskab med platformsarbejde før et lønmodtagerjob.
– Det, vi skal have styr på, er, at de vilkår, der tilbydes, ikke eroderer vores eget arbejdsmarked. Wolt jo et glimrende eksempel på, at man skal gribe ind over for, at man kan lave en virksomhed, hvor man på skrømt ansætter folk som selvstændige, og samtidig opfører sig som arbejdsgivere over for dem. De huller skal lukkes, fastslår PROSAs formand, Niels Bertelsen.
Noget af det, som skal afklares, er platformsarbejdernes status. For er de lønmodtagere eller selvstændige?
– Hvis man skal være selvstændig, skal det være reelt. Der er også brug for selvstændige. Det skal de have lov til at være. Men det skal ikke være, fordi de er tvunget til at gøre det, og det skal ikke være under vilkår, som stiller dem ringe i forhold til det arbejde, de udfører, siger Niels Bertelsen.
Jeg tror, at den danske model er så fleksibel, at den kan rumme det
Rasmus Emil Hjorth tror ikke på, at løsningen er at indgå traditionelle overenskomstaftaler med platformsvirksomhederne.
– Jeg tror ikke på 8 til 16-overenskomster, fordi vi arbejder så fleksibelt. Det håber jeg, man husker i forbundshusene. Vi har gode traditioner for lokalaftaler, og det skal også i spil her. Vi skal kigge på, hvordan vi former kontrakter og organiserer vores arbejdstid. Måske kunne man lave en løsning, der ikke handler om antallet af arbejdsdage, men om et timetal, som afvikles over en måned, og som man selv er med til at fastlægge, siger han.
Man skal også kunne optjene pension og feriepenge.
– Jeg ved godt, det ikke er nemt. Men jeg tror, at den danske model er så fleksibel, at den kan rumme det, siger han.
Platformsarbejdere har ikke det naturlige fællesskab, som man kender det fra andre arbejdspladser. Derfor er Rasmus Emil Hjorth begyndt at lave ’solidaritetsstop’ en gang om måneden på Trianglen i København. Budene inviteres via What’s App og Facebook.
– Med nye arbejdspladser som platformsvirksomhederne er vi nødt til at tænke over, hvordan vi får folk ind i fællesskabet, siger han.
