Fortidens sejre vinder ikke fremtiden

Det er i år 150 år siden, at redaktør Louis Pio i en helsidesannonce på forsiden af avisen Socialisten kaldte til folkemøde på Nørre Fælled. Mødet fandt sted 5. maj 1872 og endte med at blive en af de mest dramatiske og skelsættende begivenheder i dansk arbejderbevægelses historie. Det er siden blevet kendt som Slaget på Fælleden.

Tusindvis mødte op. Der opstod slagsmål mellem arbejdere og politi, men der opstod også en begyndende organisering og en fælles kamp for bedre arbejds- og levevilkår for arbejderne.

Efterfølgende har fagbevægelsen i mange år stået som en stærk og ikke mindst som en ligeværdig part på det danske arbejdsmarked over for arbejdsgiverne. I 1982 slog den daværende LO-formand, Thomas Nielsen, i sin afskedstale da også fast, at hans generation havde ”sejret ad helvede til – godt!”.

Men spørgsmålet her 40 år efter er, hvorvidt man har sejret sig selv ihjel.

En af dem, der er stærkt bekymret for den danske fagbevægelses fremtid, er Lawand Hiwa Namo. Han er tidligere taleskriver for Lizette Risgaard, formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). I dag er han rådgiver og arbejdsmarkedskommentator hos Politiken.
– Ved Slaget på Fælleden dukkede man op, fordi man troede på et fælles bånd mellem lønmodtagere. Det bånd er jeg bange for knækker. At vi ikke er solidariske over for hinanden. At vi ikke hjælper hinanden, når vi er i nød. For mig er fagbevægelsen ikke bare et instrument til at tæmme nogle arbejdsgivere. Det er også en kultur, der skaber solidaritet mellem arbejdsgrupper. Den forandrer vores måde at tænke og være på, siger han og understreger, at ”det er fedt alt det, der er opnået”.
– Men hvis der også skal være en fagbevægelse, når jeg rammer pensionsdatoen, så er fagbevægelsen nødt til at gøre en del ting anderledes, fastslår han.

For det nytter ikke at tro, at fortidens sejre vinder fremtiden.
– Det svarer lidt til at være i et dysfunktionelt forhold og så sige: ”Skat, kan du ikke huske, dengang jeg tog dig ud for et par år siden? Det var fandme en god aften”. Det, der skal redde et forhold, er ikke en fortid, men lovningen om en bedre fremtid, siger Lawand Hiwa Namo, der mener, at der er for meget nostalgi i fagbevægelsen:
– Du kan ikke pege på din fortid som et argument for, at du også skal være der i fremtiden.

Noma eller McDonald’s

Tallene taler da også deres tydelige og dystre sprog. FH offentliggjorde i foråret 2022 en rapport, der viste, at over en million danske lønmodtagere arbejder på en arbejdsplads med overenskomst, uden at de selv er medlem af den fagforening, der har forhandlet vilkårene hjem.
– Når der er over en million lønmodtagere på arbejdsmarkedet, der arbejder på overenskomst, men uden at betale, svarer det til, at man fiser på Noma og betaler regningen på McDonald’s, siger Nicolai Bentsen, der er scenetekniker, 3F’er og fællestillidsrepræsentant på Det Kongelige Teater.

Selv om han selv er en del af fagbevægelsen, er han samtidig både kritisk og bekymret over udviklingen. Han er også samfundsdebattør og radiovært på arbejdsmarkedsmagasinet ’Verdens lykkeligste arbejdsmarked’ på Radio4, hvor han hver uge sætter arbejdsmarkedet til debat.

PROSAs formand, Niels Bertelsen, peger på, at det er svært at få folk til at organisere sig, fordi mange af de rettigheder, der er tilkæmpet gennem årene, som ferie, barsel, pension og arbejdstid, følger med i ansættelseskontrakterne; overenskomst eller ej, fagforeningsmedlemskab eller ej.
– Mange af de aftaler, der er på det danske arbejdsmarked, gælder, uafhængigt af om du er medlem af organisationen eller ej. Jeg tror gerne på, at mange mennesker kan forhandle deres egen løn. Men alt det, der ligger ved siden af, følger med, fordi nogle har kæmpet en kamp. Mange kontraktansatte har fået en hel del forærende i kraft af det arbejde, der er foregået gennem fagbevægelsens arbejde gennem mere end 100 år. Men hvis overenskomsterne bortfalder, så bortfalder også en lang række af de goder, som folk opfatter som selvfølgelige, fordi der ikke er nogen til at opretholde dem, forudser han.

Den danske model forvitrer

Den danske model, hvor fagbevægelsen indgår overenskomstaftaler med arbejdsgiverne, får det sværere og sværere, når medlemstallet daler.
– Det gør, at man mister legitimitet, repræsentativitet og ressourcerne til at kunne være en af de afgørende parter. Der skal to til en tango. Så hvis arbejdsgiverne ikke har nogen at lave aftaler med, er det klart, at så forvitrer modellen på et eller andet tidspunkt, påpeger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.

Men også mandatet og styrken i forhold til det politiske system, til Christiansborg, bliver – og er måske allerede – svækket.
– Vi har hele vores trepartsorganisation, hvor arbejdsgivere, lønmodtagere og det politiske niveau mødes, og på et tidspunkt bliver man bare en interesseorganisation som alle andre. Så har man måske ikke en lige så privilegeret adgang til det politiske niveau, siger Laust Høgedahl.

Samme budskab lyder fra Lawand Hiwa Namo:
– Hvis den tendens fortsætter, er det jo et spørgsmål om tid, før vi har en organiseringsgrad på 40 procent, 30 procent, 20 procent. Og hvis vi når helt derned, hvilken arbejdsgiver gider så lægge arm med fagbevægelsen? Hvem gider så lade sig presse til, at vi skal skabe bedre vilkår? Hvilken politiker gider dukke op til trepartsforhandlinger, hvis fagbevægelsen ikke engang kan repræsentere halvdelen af lønmodtagerne?

De argumenter er PROSAs formand enig i.
– Det er jo i virkeligheden hovedanstødsstenen på vores virke. At for at repræsentere skal man have nogen at repræsentere, siger Niels Bertelsen.

Fødekæden mangler

Der er ifølge Laust Høgedahl flere årsager til fagbevægelsens medlemsudfordringer. Det handler blandt andet om de ’institutionelle støtteben’. De nu forbudte eksklusivaftaler, hvor man skulle være medlem af en bestemt fagforening, genererede medlemmer. Det samme har a-kasserne altid gjort. Men den ringere dagpengedækning får flere til at fravælge a-kasserne, og dermed forsvinder også den fødekæde, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.
– Derfor er man som fagforening nødt til at gøre en mere aktiv indsats for at få medlemmerne til at melde sig ind. Men man kan heller ikke bare forvente, at de så bliver der. Der skal en væsentlig fastholdelsesstrategi til, og der er fagbevægelsen nok ikke kommet helt op i gear med at finde de løsninger, konstaterer han.

Nicolai Bentsen har alle sine sceneteknikere på Det Kongelige Teater organiseret i 3F. Han mener, man kan lære meget, hvis man kigger rundt på nogle af de arbejdspladser, hvor det lykkes at organisere sig.
– De ting, jeg mener, vil være godt for fagbevægelsen, er nogle, jeg har set virke lokalt. Vi så gode takter under OK 18 på, hvordan vi fik inddraget folk helt ude omkring, og vi så, hvordan solidaritet på tværs kan betale sig. Jeg er lidt mindre optimistisk nu, men vi kan godt genbesøge nogle af de tanker fra dengang, siger han.

Fagbevægelsen skal igen ud, hvor medlemmerne er. Man skal turde tale politik – og fagpolitik – på de danske arbejdspladser, som man gjorde førhen, mener Nicolai Bentsen. Gør man ikke det, ryger fagbevægelsen i baggrunden, og stadigt færre kan svare på, hvad en fagforening egentlig bidrager med.

Turen ud på arbejdspladserne har man ikke prioriteret højt nok i fagbevægelsen, erkender Niels Bertelsen.
– Jeg tror, at vi har forsømt at engagere folk derude, så de fik en tro på, at et medlemskab af en faglig organisation også ville medføre en værdi for dem. Vi har været for dårlige til at komme ud og fortælle folk, hvad det handler om, når vi snakker om at forbedre vilkårene på en arbejdsplads eller på et studiested, siger han.

Fagbevægelsen kan ifølge Laust Høgedahl gå i forskellige retninger i forsøget på at revitalisere sig selv. Nemlig service, relationer, mobilisering eller lønmodtagerfællesskaber.
– Man kan ikke gøre det hele. Man skal til at træffe nogle strategiske valg, men man er nødt til at gøre et eller andet, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Også Lawand Hiwa Namo efterlyser handling og en klar vision fra fagbevægelsen.
– Fagbevægelsen har de kommende 10-11-12 år et window of opportunity til at handle, mens de store generationer fortsat er en del af fagbevægelsen. Det kan jo godt lade sig gøre. Vi skal huske, at det er mennesker, der beslutter, om de tør give den lidt mere gas, siger han.

FH opstillede i foråret en række løsningsforslag til at få vendt skuden og få medlemmerne tilbage. Det drejede sig om alt fra skattefradrag over efter- og videreuddannelse til partssamarbejde om arbejdsmiljø og lærlingeklausuler. Den tidligere taleskriver i FH har kigget forslagene igennem, og til spørgsmålet, om de forslag kan bringe folk tilbage i fagbevægelsen, lyder svaret fra Lawand Hiwa Namo tørt:
– Behøver jeg virkelig svare på det?

Slagt de hellige køer

De unge er en af fagbevægelsens helt store hovedpiner. Mange smutter igen, når den gratis medlemsperiode er ovre, og både Nicolai Bentsen og Lawand Hiwa Namo mener, at man i fagforeningerne er nødt til at drøfte prisen på kontingentet.
– Mine gamle venner i Valby kan ikke forstå, hvorfor de skal betale penge til en fagforening. De spørger, hvad fuck gør de for mig? Vi er nødt til at kigge på, hvordan man kan sænke eller differentiere kontingenterne. Det er paradoksalt, at du som nyuddannet betaler det samme i kontingent som en på 49 år, der tjener dobbelt så meget, siger Lawand Hiwa Namo.

Det handler ikke om at gå i priskrig med de gule fagforeninger, men om at kigge på, hvad der får medlemmer til at blive eller smutte, påpeger Nicolai Bentsen.
– Der er noget absurd over, at de lavest lønnede skal betale de højeste kontingenter, siger han.

I PROSA er Niels Bertelsen godt klar over, at pris fylder meget på tværs af fagbevægelsen. Men han er ikke parat til at sænke kontingentet markant.  
– Min største bekymring er, at det fokus, der er på pris, vil komme til at erodere det arbejde, vi laver. Vi kan ikke tilbyde medlemskab på samme måde, som Det Faglige Hus kan. Der er ikke nogen, der kan drive en faglig organisation for 69 kroner om måneden, hvis de også samtidig ønsker, at de skal være til stede på arbejdspladserne. Det er simpelthen en umulighed, siger han.

Niels Bertelsen lægger dog ikke skjul på, at han mener, der skal ske ændringer i den danske fagbevægelse. Den teknologiske udvikling kalder på nye digitale løsninger, så man er i stand til at møde medlemmerne, hvor de er. Der skal kigges på udenlandsk arbejdskraft, der trykker lønnen, og så har fagbevægelsen ’en bunden opgave’. Fagbevægelsen skal simpelthen blive bedre til at samarbejde internt. Skabe mere aktivitet på tværs af de forskellige fagforeninger – og bakke hinanden op. Selv om det ikke nødvendigvis er nemt.
– Vi skal slagte nogle hellige køer. Og vi skal have et fælles sprog for organiseringsindsatsen på tværs og sørge for erfaringsopsamling. Hvad virker, og hvad kan vi gøre? siger Nicolai Bentsen, der som fællestillidsrepræsentant netop skaber samarbejde på tværs på sin arbejdsplads. Det bør også ske i FH-regi, mener han.

Niels Bertelsen understreger, at et styrket samarbejde er en nødvendighed, hvis fagbevægelsen skal overleve i fremtiden. Så må uenigheder og egne interesser vige for fællesskabet.
– Vi har jo gennem årene været rigtig gode til at bekæmpe hinanden internt, fordi vi mener, at vi hver især har retten til at definere udviklingen og ikke de andre. Men jeg tror, at der er ved at opstå en fælles erkendelse af, at vi er nødt til at stoppe med at bekrige hinanden og give lidt mere slip, siger PROSA-formanden og fortsætter:
– Vi skal fokusere på, hvor lighederne er. Vi er alle ansat på arbejdspladser eller studerende i et fag, og det må være udgangspunktet. Så har vi forskellige opfattelser af, hvem der skal tilgodeses hvornår, men det afgørende er, at vi får sat os ned og sagt: ”Vi har en fælles interesse i at sørge for de bedste vilkår, uagtet hvor vi kommer fra”.

Investér i fremtiden

Hvis 27-årige Lawand Hiwa Namo skulle forfatte en 2050-plan for fagbevægelsen, ville samarbejde og solidaritet spille en vigtig rolle. Han opfordrer til at investere sig ind i fremtiden. Ligesom man førhen turde med eksempelvis Arbejdernes Landsbank og Alka Forsikring.
– I dag er det meget svært at få adgang til psykisk bistand, og mange lider af stress. Hvad nu, hvis fagbevægelsen skabte et stress- og psykologhus? Tænk, hvis man sagde, at i 2050 skal de færreste gå ned med stress, siger han.

Familiepolitikken bør også fylde langt mere i fremtidens fagbevægelse, mener han.
– Man skal kigge endnu mere på sammenhængen med familielivet, så man kan lave løsninger, hvor børnefamilierne ikke også er dem, der skal arbejde mest. Og så bør man arbejde for en lavere ugentlig arbejdstid. I de 27 år, jeg har levet, er arbejdstiden ikke blevet sat ned, siger Lawand Hiwa Namo.

Kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår, som begyndte ved Slaget på Fælleden, er her i 2022 ikke slut – tværtimod. Men den kræver en omgående indsats, fastslår Nicolai Bentsen.
– Den allervigtigste opgave, kernen, er at få genskabt kontakten til de medlemmer, man har, og til danskerne i al almindelighed. Få dem involveret, få flere medlemmer, sætte dagsordenen. For med vores samfundsmodel har vi indflydelse og et kæmpe potentiale i at sætte dagsordenen. Vi løser bare ikke opgaven ret godt, siger han.

Men den skal løses, og medlemmerne vindes tilbage, fastslår PROSAs formand:
– Det er en bunden opgave. Vi skal have den til at lykkes. Så nemt er det. Konsekvensen af ikke at løse den opgave er simpelthen så forfærdelig, så det må ikke undgå at lykkes.