Illustration: Mikkel Henssel
Arbejderne på Amazons varelager i Bessemer, Alabama, ønskede at danne en fagforening. Lageret åbnede i marts 2020, netop da samfundet lukkede ned på grund af Covid-19. Mange andre steder blev folk beordret til at arbejde hjemme, men ikke hos Amazon.
For mens store dele af verdensøkonomien dykkede, var der enkelte sektorer, som voksede – deriblandt techindustrien. Amazons stifter, Jeff Bezos, lagde eksempelvis yderligere 75 milliarder dollar til sin personlige formue i 2020.
I Californien organiserede medarbejderne sig i Inland Empire. En gruppe ansatte på Staten Island indledte deres egen græsrodsfagforening. Og over hele landet nægtede de ansatte på mindst 50 Amazon-faciliteter at arbejde under pandemien.
I Bessemer blev arbejderne presset til at arbejde både hårdere og længere, og de følte sig umenneskeligt behandlet. De ville have værdighed – ikke kun højere lønninger. Et forsøg på at melde sig ind i fagforeningen Retail, Wholesale and Department Store Union (RWDSU) var på forhånd dømt til at være op ad bakke. Derfor arrangerede de en afstemning på arbejdspladsen.
Amazon brugte af sin voksende formue til at bekæmpe fagforeningens kampagne, og cheferne benyttede Covid-19-retningslinjerne om at holde social afstand til at forhindre arbejderne i at kommunikere sammen. Og med den arbejdsgivervenlige lovgivning i hånden havde ledelsen mulighed for at føre en benhård kamp mod fagforeningen: Amazon hyrede anti-fagforeningskonsulenter, oversvømmede medarbejderne med tekstbeskeder og skilte, der opfordrede dem til at stemme nej til fagforeningen, og afholdt ”tvangsmøder”, hvor medarbejderne blev pålagt at møde op for at høre på propaganda imod fagforeningerne.
Resultatet var smertefuldt for tilhængerne: 738 stemte for fagforeningen, mens 1.798 stemte imod.
Men allerede inden stemmerne var talt endeligt op, havde protesterne spredt sig til andre dele af Amazon.
Den 7. april demonstrerede selvorganiserede Amazon-medarbejdere mod de såkaldte ”megacycles” – de udmarvende, natlige 10-timers vagter på varelagrene – under mottoet Amazonians United Chicagoland.
Kampen i Bessemer – og Amazon-protesterne generelt – afspejler en ny interesse blandt techarbejdere for at organisere sig. Men den bevægelse har også rejst spørgsmålet: Hvad er en techarbejder egentlig? Betegnelsen kan med god ret dække alt fra programmører på et datacenter til medarbejdere på Amazons lagre og samlebåndsarbejdere på en Tesla bilfabrik.
Sandheden er, at det at organisere sig i ”tech” kan sammenlignes med at organisere sig i ”industrien” i 1930’erne.
Dengang skiftede The Congress of Industrial Organizations sit fokus fra at organisere de faglærte brancher til at samle de ufaglærte arbejdere på store nye fabrikker.
Indbegrebet af denne nye arbejderbevægelse var bilfabrikkerne i Detroit, men den forgrenede sig til mange andre industrier, som var karakteriseret ved brugen af nye teknologier og maskiner.
Jeg føler ofte, at jeg arbejder for en af fremtidens virksomheder under arbejdsvilkår, der hører fortiden til
Den nye industrielle æra krævede en ny type af fagforeninger, og arbejderne kæmpede i årtier for at finde nogle metoder, der virkede – og som i sidste ende fik opbakning fra den føderale regering under Depressionen i 1930’erne.
At organisere techarbejderne vil kræve en tilsvarende indsats, en lignende gentænkning af taktikken og – formentlig – en tilsvarende opbakning fra de føderale myndigheder.
Som resultatet fra Bessemer viser, er nutidens arbejdere oppe imod nogle af verdens rigeste virksomheder. Ovenikøbet er det virksomheder med de mest sofistikerede overvågnings- og informationssystemer, som kan tillade sig at spendere millioner af dollar på anti-fagforeningskonsulenter.
Men for begge parter i denne armlægning handler bundlinjen ikke om penge. Det handler om magt.
For at forstå techbranchens nye arbejderbevægelse er man nødt til at indse, at tech er overalt, og at de fleste arbejdere i en eller anden udstrækning anvender teknologi. Alligevel er det bredt anerkendt, at der eksisterer en omfattende techindustri med stor diversitet.
Sådan lyder det fra Emma Kinema, som er projektleder i Communications Workers of Americas, der også organiserer techsektoren under navnet CODE-CWA.
Det er også vigtigt at forstå, at kulturen i Silicon Valley fra begyndelsen var i opposition til fagforeningerne. En væsentlig årsag til, at Californien blev landets største techhub, var netop, at Boston på østkysten, hvor mange ledende skikkelser i techbranchen begyndte, har en veletableret fagbevægelse, som går mange år tilbage.
Ben Tarnoff, der er redaktør af techmagasinet Logic Magazine, fremhæver, at de normale goder og kendetegn for techarbejdspladser – gratis mad og drikke, spil og afslappet tøjstil – blev indført som et udtrykkeligt modtræk til fagbevægelsens dogmer.
Denne kultur er ifølge sociologen Andrew Ross designet til at fremelske ikke bare loyalitet, men også kærlighed til og identifikation med virksomheden.
Nelson Lichtenstein, der har forsket i amerikansk arbejderhistorie, fortæller, at Big Tech har en tendens til at fremhæve netop dette transformative billede af techindustrien for at affærdige enhver kritik af arbejdspladsen fra medarbejderne og reducere det til smålige indvendinger, som står i vejen for fremskridt og udvikling.
Og det er der intet nyt i, siger han. Henry Ford reagerede på en lignende facon, da arbejdere på hans bilfabrikker hævede stemmen – og Henry Ford havde lært taktikken fra jernbanemagnaterne, der kom før ham.
Men på trods af chefernes modangreb endte det i sidste ende med, at arbejderne i disse fodslæbende virksomheder organiserede sig i fagforeninger – selv om det tog mange år og en del fejlslagne forsøg.
Eksempelvis afholdt stålarbejderne massive strejker i 1919 og fejlede.
– I 1920’erne og 30’erne troede alle, at det var umuligt at organisere stålarbejderne. Antagelsen var, at disse arbejdere var for godt betalt, deres industri var for ny, og de havde de her moderne ledelsesforhold, siger Emma Kinema fra CODE-CWA.
Men i 1937 besluttede arbejdsgiverne i American Steele at anerkende fagforeningen.
– Kan du forestille dig, hvis Googles ansatte gik i strejke? Alene de teknikere og ingeniører, der vedligeholder den tekniske infrastruktur i Google, kunne lukke halvdelen af internettet ned, siger Emma Kinema.
En af Googles ingeniører er Chewy Shaw. Han er desuden næstformand for Alphabet Workers Union (AWU), som er fagforening for de ansatte i Googles moderselskab, Alphabet, og en underafdeling af Communications Workers of America.
Fagforeningen gik officielt i luften i januar 2021 med lidt over 200 medlemmer. I dag har den flere end 800 medlemmer inklusive velkendte Google-programmører som Chewy Shaw og AWU-formand Parul Koul samt researchere, datacenterarbejdere og sælgere.
Fagforeningen er ikke stor nok til at lægge internettet ned i den nærmeste fremtid, og der er heller ikke nogen strejke i horisonten. Alphabet har trods alt 135.000 ansatte.
Men AWU har ikke desto mindre udfordret Google i flere sager og har allerede sine første sejre i bæltet på vegne af lavere rangerende medarbejdere, som ikke har samme grad af jobsikkerhed og indflydelse som Shaw og Koul.
En af sagerne handler om Shannon Wait, der arbejder på et Google-datacenter gennem en underleverandør i South Carolina, og som blev ulovligt afskediget for at have talt med sine kolleger om sit ansættelsesforhold.
Det amerikanske National Labor Relations Board, der afgør arbejdsretlige tvister, underkendte afskedigelsen af Shannon Wait og beordrede virksomheden til at informere medarbejderne om, at de har ret til at organisere sig.
Meget af dette fagforeningsarbejde står på skuldrene af den techaktivisme, som for alvor tog fart under Donald Trumps præsidentperiode, hvor mange ansatte i techindustrien erfarede, at nogle af de chefer, som de troede, de delte værdier med, i virkeligheden var mere end villige til at samarbejde med præsidentens administration.
Da det gik op for en række Google-ansatte, at de var i gang med at bygge kritisk infrastruktur til Project Maven – et kunstig intelligens-værktøj til militæret – kritiserede de ledelsen for, at programmørerne, der udviklede softwaren, var uvidende om, at deres kode kunne bruges til droneangreb.
Tusindvis af Google-ansatte underskrev i 2018 et protestbrev mod virksomhedens involvering i Project Maven, og Google lod efterfølgende sin Maven-kontrakt med militæret udløbe året efter.
Kan du forestille dig, hvis Googles ansatte gik i strejke? Alene de teknikere og ingeniører, der vedligeholder den tekniske infrastruktur i Google, kunne lukke halvdelen af internettet ned
Det var dog ikke medarbejdernes eneste bekymring. Samme år nedlagde Google-ansatte over hele verden arbejdet under nogle såkaldte Google-walkouts i kølvandet på en række sager om seksuelle krænkelser og diskrimination.
Striben af Google-walkouts demonstrerede for omverdenen, at mange medarbejdere – selv dem med de højeste lønninger eller den højeste jobsikkerhed – ikke følte sig værdsat af virksomheden.
Og mens mange iagttagere fnøs – venturekapitalisten Mike Solana skrev på Twitter, at arbejdere som Shaw og Koul ”ikke er undertrykte kulminearbejdere” – førte denne erkendelse til dannelsen af Alphabet Workers Union.
– At bede om respekt på arbejdspladsen er ikke specifikt forbeholdt kulminearbejdere, og det er i virkeligheden grunden til, at vi gør det her, siger Parul Koul.
Målet for AWU er at udligne magtbalancen på arbejdspladsen og udnytte deres indflydelse til at skabe bedre forhold som en del af en bredere arbejderbevægelse.
Derfor nægtede de at arbejde på Project Maven, og nu lyder kravet, at virksomheden ikke sælger teknologi til politiet – i solidaritet med Black Lives Matter-bevægelsen.
Denne form for organisering henter inspiration fra fagforeninger som Chicago Teachers Union, som gjorde racediskrimination og økonomisk ulighed i storbyen til centrale dagsordener for deres strejker i 2012 og 2019, der fik massiv mediedækning.
Den mangeårige fagforeningsrådgiver Stephen Lerner mener, at Googles medarbejdere gennem sådanne ”kampe for fællesskabets bedste” er med til at udfordre Googles rolle i samfundet – og ikke bare den måde, de behandler deres medarbejdere.
– Jeg tror ikke, at den aktuelle organisering blandt techmedarbejdere ville opnå nær så meget sympati og opbakning, hvis deres første krav havde været at skabe en bedre pensionsplan for medarbejderne, siger Stephen Lerner.
I de tidligere 1990ere, hvor Stephen Lerner som leder af kampagnen ”Justice for Janitors” gik i krig mod Apple og vandt fagforeningsrettigheder for rengørings- og servicemedarbejdere på tværs af hele techbranchen, var det et åbent spørgsmål, hvem der egentlig kan betegnes som ansat i tech.
Men gennem de succesfulde kampagner fik Stephen Lerner udbredt definitionen af en techmedarbejder til at omfatte stort set alle, der får en techvirksomhed til at fungere.
Cori Crider, der er advokat i Foxglove, som søger at udfordre magten i Big Tech, har blandt andet repræsenteret de moderatorer, der gennemtrawler de sociale medier for voldeligt, racistisk og sexistisk indhold, og som forsøger at finde ud af, hvad der overskrider de etiske grænser i et sæt regler under evig forandring.
Indholdsmoderatorerne er typisk ansat af underleverandører og er omfattet af fortrolighedsklausuler, der forhindrer dem i at fortælle offentligheden om deres arbejdsforhold.
Dermed er det muligt for virksomheder som Facebook at benægte deres eksistens – en påstand, som Facebook fastholdt sidste år, da det kom frem, at moderatorer ansat af underleverandøren Accenture blev tvunget tilbage på kontoret under coronapandemien.
Men også techarbejdere, der falder uden for den normale definition på ansatte, finder nye måder at organisere sig på for at beskytte sig mod arbejdsgivernes ofte urimelige krav.
Coworker.org er en kampagneplatform, der organiserer it-arbejdskraft, og som ved hjælp af donationer fra velhavende techarbejdere har bygget en solidaritetsfond, som distribuerer penge til den anden ende af tech-fødekæden.
Også techfreelancere på Amazons Mechanical Turk platform har oprettet hjemmesiden Turkopticon, som de bruger som samlingssted til at kæmpe for bedre arbejdsforhold.
I den anden ende af spektret finder vi de techarbejdere, som samler elektriske biler på Teslas fabrik i Fremont i Californien.
Før Elon Musks firma opkøbte fabrikken, var den kendt som New United Motors Manufacturing Inc. (NUMMI) – et samarbejde mellem General Motors og Toyota, og hvor de japanske LEAN-metoder gjorde sin entre i USA. NUMMI overlevede ikke General Motors konkurs i 2008, og Tesla samlede fabrikken op.
En af NUMMIs store bedrifter var at indføre et samarbejde med fagforeningen United Motor Workers, men Tesla har valgt en anden vej.
For nylig afgjorde en dommer ved National Labor Relations Board, at Tesla adskillige gange har taget ulovlige skridt for at forhindre arbejderne i at organisere sig.
Der er en grænse for, hvor meget du kan automatisere
Det gælder blandt andet flere af Elon Musks tweets, chikane af medarbejdere, der uddelte fagforeningsmaterialer, forbud mod fagforeningsvenlige t-shirts og badges samt afhøring og fyring af flere medarbejdere, der organiserede faglige aktioner.
Afgørelsen fra domstolen ryster dog ikke Elon Musk. Han er blevet pålagt at oplæse et statement for medarbejderne om, at de har ret til at organisere sig, og han skal genansætte de fyrede medarbejdere. Elon Musk har i øvrigt appelleret dommen.
De ansatte på bilfabrikken – også fagforeningsstøtterne – er generelt entusiastiske over at producere elektriske biler. Men de understreger samtidig, at der på trods af den sofistikerede teknologi fortsat er en del hårdt fysisk arbejde – og arbejdsulykker.
Jose Moran, der er en af lederne for fagforeningsarbejdet og tidligere ansat på NUMMI, har skrevet et blogindlæg, hvor han beskriver nogle af de forbedringer, han ønsker på bilfabrikken, herunder et opgør med det vanvittige arbejdstempo og dårligt designede maskiner.
”Jeg føler ofte, at jeg arbejder for en af fremtidens virksomheder under arbejdsvilkår, der hører fortiden til”, skriver Jose Moran.
På Amazons varelagre er alt det gamle på en måde også nyt igen. Tyler Hamilton, der arbejder på Amazons varelager i Minneapolis, sammenligner automatiseringen af bilindustrien i 1970’erne og 1980’erne med det, der foregår hos Tesla og Amazon i dag.
– Det stoppede først, da de ikke kunne automatisere mere. Det er det samme hos Amazon. Der er en grænse for, hvor meget du kan automatisere, siger han.
Hans kollega Mohamed Mire forklarer, at det meste af Amazons højt besungne teknologi benyttes til at tracke de ansatte snarere end at gøre arbejdet mere effektivt. De scannere, som medarbejderne bruger til at scanne pakkerne, registrerer også de ansattes pauser, og de får anmærkninger, hvis deres produktivitetsniveau falder.
Store robotter flytter varer rundt på lageret, men de går ofte i stykker, og på det seneste har en del af Tyler Hamiltons job været at genstarte robotterne, når de fejler. Data fra Amazon viser, at der er forholdsmæssigt flere arbejdsulykker i de varehuse, der har robotter, end i dem, der ikke har.
Tyler Hamilton og Mohamed Mire har kæmpet for bedre arbejdsforhold gennem direkte aktioner og har blandt andet tilkæmpet sig indrømmelser fra Amazon til at kunne bede fem gange dagligt (mange er praktiserende muslimer) og særlige forhold under Ramadan. De har også fået genansat afskedigede medarbejdere.
Trods det skuffende resultat af afstemningen om en fagforening på Amazon-lageret i Bessemer, Alabama, har arbejdere som Hamilton og Mire ingen planer om at drosle ned for deres faglige kamp.
Omvendt har Amazon heller ikke planer om at stoppe deres hårdhændede fremfærd mod fagforeningerne. Senest har de hyret såkaldte Pinkertons – sikkerhedsagenter fra et firma, som lige siden det 19. århundrede har hjulpet virksomheder med at knuse fagforeningerne.
Imens er National Labor Relations Board i færd med at beslutte, om de vil anerkende en række klager mod Amazon fra en stribe regioner – der er indgivet mindst 37 klager fra 20 amerikanske byer siden starten på pandemien.
En del af klagerne handler om uretfærdig behandling af arbejderne i Bessemer, inklusive en klage over at Amazon ulovligt har truet medarbejderne med fyring og lukning af varehuset.
Selv om der utvivlsomt er lang vej endnu, før techarbejderne vinder ved forhandlingsbordet, så indeholder historien masser af mulige løsningsmodeller.
Det tog noget i retning af 50 år for fagbevægelsen at få overenskomster i stålindustrien. Amazons varelagre blev kun opført for fem år siden. Hvis det ikke bliver i år eller næste år, så sker det om fem år.
Arbejdsmarkedsforskeren Nelson Lichtenstein fremhæver The International Longshore and Warehouse Union – en magtfuld fagforening for havnearbejdere på USA’s vestkyst, som i 1958 underskrev en aftale med rederierne, der betød, at havnearbejderne fik en andel af overskuddet fra øget automatisering.
Da brugen af maskiner førte til flere arbejdsulykker, pressede fagforeningen på for at få endnu mere teknologi for at øge sikkerheden for arbejderne.
Samlet set betød fagforeningens krav, at havnearbejderne i dag har en årsindkomst på omkring 150.000 dollar for det, der tidligere var et usikkert, sæsonbetonet arbejde.
Præsident Joe Bidens administration har under den nuværende faglige kamp signaleret støtte til både en arbejdsmarkedsreform, som vil gøre mange af Amazons beskidte tricks i Bessemer ulovlige, og en regulering af hele Big Tech.
Som Tyler Hamilton fra Amazons varelager i Minneapolis udtrykker det:
– Det tog noget i retning af 50 år for fagbevægelsen at få overenskomster i stålindustrien. Amazons varelagre blev kun opført for fem år siden. Hvis det ikke bliver i år eller næste år, så sker det om fem år.
Artiklen er oprindelig bragt i MIT Technology Review og er oversat af Ole Hoff-Lund.