Otto er en synthesizer

Dioden blinker. Der er lys i den – og så slukker den. Hvert halve sekund skifter den tilstand. Tændt – slukket. Tændt – slukket.

Det er et afgørende gennembrud. Mere end tre års arbejde ligger bag, at den lille lampe nu kan lyse. Seneste forsinkelse skyldtes, at de kinesiske leverandører på grund af coronakrisen ikke kunne levere komponenter. Men nu er fabrikkerne i gang igen. Og dioden blinker.

Tobias Pisani er 21 år og studerer datalogi ved Aarhus Universitet. Han er også musiker, og han fik idéen til at lave sin egen synthesizer for at spare nogle penge. Nu – over tre år senere – er de første prototyper ved at være færdige. Den lysende diode betyder, at informationerne fra synthesizerens knapper når frem til den lille Raspberry Pi computer, som behandler dem og sender dem ud som lyd få millisekunder efter trykket. Tobias Pisani er glad:
– Det betyder, at vi kan køre kode på den.

I foråret 2017 var han ved at færdiggøre gymnasiet. Han var også sanger i bandet Cellophane Flower:
– Jeg har altid spillet med andre, men som sanger har jeg ikke været lige så meget involveret i at skrive selve musikken, som jeg gerne ville. Jeg ville gerne udvikle mine musikalske evner og prøve at lave noget selv, siger han.

Til det skulle han bruge en synthesizer. Den model, han havde kig på, kostede 8.000 kroner. Det var penge, han ikke havde. Så hvorfor ikke bare bygge en selv? Et lille projekt han kunne have hen over sommerferien. Synthesizeren skulle hedde Otto.

Skitsemaskine

Tobias Pisani er høj og slank på grænsen til det spinkle. Han går oftest lidt sammenkrummet, som høje mennesker gør. Lange, smalle fingre – klaverfingre kaldtes de dengang, man troede, at et fag lå som en skæbne indlejret i kropsbygningen.

Han er billedet på den følsomme kunstner, og det er også sådan, han optræder i Cellophane Flowers videoer. Men i værkstedet Open Space Aarhus er han en nørd. Hans instrumenter er loddekolbe og tastatur.

Open Space Aarhus er et sted for it- og tekniknørder. Der er flest mænd, og hylderne op langs væggene i alle rum er stablet med papkasser fyldt med elektronikgrej. Papkasserne har tidligere indeholdt Club-Mate i halvlitersflasker, en tysk og meget koffeinholdig drik, som er populær i nørdkulturen.

Otto er ikke særligt stor. Den måler 30x12x3 centimeter – lille og transportabel med batteri.
– Det handler ikke så meget om, hvad den kan, men om hvordan man bruger den. Den skal være simpel, ikke have tusindvis af samples og menuer, man kan rode igennem, og ikke så mange knapper at dreje på. Det er en skitsemaskine, hvor man kan afprøve, eksperimentere og få nye idéer, siger Tobias Pisani.

Sammen med Tobias Pisani står Jonatan Midtgaard bøjet over den lille maskine. Han er fysiker, og hans ph.d. handlede om topologiske superledere – et område inden for teoretisk kvantefysik.

Makkerpar

Jonatan Midtgaard arbejder til dagligt med at udvikle software til investeringsbanker.

Når der er noget ved Otto, som han ikke forstår, går han til tavlen og fylder den med tal og symboler i et håb om, at et lighedstegn kan føre til afklaring.

Dengang Tobias Pisani begyndte at udvikle på Otto, besluttede han sig for et open source-projekt i et forum på GitHub.

Han kører selvfølgelig Linux på sin computer, og det at invitere andre ind i skabelsesprocessen er for ham en naturlig måde at arbejde på. Mennesker fra hele verden begyndte at byde ind med bidrag.

En af dem, der ret hurtigt kom forbi på GitHub, var netop Jonatan Midtgaard. Han spiller selv musik og blev fascineret af tanken om både at bygge et instrument og en måde at arbejde med instrumentet fra bunden.
– Når man arbejder med musik, går det direkte til følelserne. Musik er fedt, sexet og interessant at arbejde med. Jeg ville også gerne lave noget, som bliver brugt, og som folk rent faktisk har mellem hænderne, siger han.

Ulig mange andre bidragsydere bor Jonatan Midtgaard i Aarhus og kunne derfor mødes fysisk med Tobias Pisani.

De to arbejder godt sammen og er blevet venner. En dag i januar 2020 drak de en øl på Jonatan Midtgaards kontor og snakkede om den drøm, som så mange andre har.
– En dag starter jeg et firma. Og så tænkte jeg: Vi kunne da bare lave det her synthesizer-firma sammen, siger Tobias Pisani.

Sammen lavede de Bitfield Audio. De fik hjælp fra PROSA til at mødes med revisor, advokat og bank.

Og de fik en gennemgang af det basalt regnskabstekniske og blev registreret som importør. Tobias Pisani lånte 15.000 kroner af sin far til sin halvdel af startkapitalen.
– Det tog lidt tid, men det var ikke så vanskeligt, siger han.

Lærepenge

Vanskelighederne ligger helt andre steder.
– En af de store udfordringer har været at kommunikere med printeren, fortæller Tobias Pisani.

Datablade skal hentes, printes ud og studeres.

Og printeren i Open Space har været meget tidskrævende at samarbejde med.

Tobias Pisani og Jonatan Midtgaard har skullet lære en masse, som de ikke kunne i forvejen, og de har opdaget både styrker og svagheder ved at udvikle i open source.

Fordelene er, at man kan nå ligesindede og søge viden, som man ikke har selv.

Men har man en deadline, skal man helst ikke være afhængig af en frivillig på et andet kontinent i en anden tidszone, som har fuldtidsarbejde ved siden af projektet.

Den oprindelige tanke med Otto var, at man skulle kunne bygge den selv helt fra bunden med frit tilgængelige vejledninger og diagrammer.

Open source både hvad angår hardware og software.
– Men det er blevet for komplekst til, at det giver mening. Man kan ikke realistisk lodde det hele i hånden, siger Tobias Pisani.

Det er også umuligt at skaffe en lang række af komponenterne, medmindre man køber store partier.

Og makkerparret har lagt så mange timer i Otto, at de gerne ville have en mulighed for at tjene nogle penge. Og for at tjene penge, skal man sælge noget.

Springet fra udvikling i open source til et produkt, der skal sælges, bekymrede de to. Så inden Tobias Pisani og Jonatan Midtgaard meldte ud, at Otto skiftede ham, forberedte de sig grundigt.
– Ville de andre i projektet tro, at vi ville snuppe noget, som de har lavet, og tjene penge på det? Vi var klar til at lave en økonomisk aftale med dem, der havde lagt mest arbejde. Noget med en faldende procentdel over de næste fem år, fortæller Tobias Pisani.

De havde aftaleforslag klar, men det fik de ikke brug for.
– De andre skrev, at det altid har været os, der har drevet projektet. De følte alle, at det var vores, og at det ville være det naturlige næste skridt. Det skulle vi da bare gøre. En del af dem, der havde bidraget, kan jo også komme til at stå i samme situation på et tidspunkt – at have brug for hjælp til at udvikle en idé, som måske kan blive en forretning, siger han.

Og Otto kan meget vel blive den forretning, der lægger grundstenen til Tobias Pisanis professionelle fremtid.

I begyndelsen af projektet fik han en henvendelse fra det tyske firma Ableton, der havde set hans foreløbige arbejde på GitHub. De syntes, at det var interessant og opfordrede ham til at henvende sig, når han er færdiguddannet.

En stor anerkendelse, medgiver han.
– Det var ikke sundt for mit i forvejen forstørrede ego. Men det er da betryggende. Vi får at vide hver dag på studiet, at dataloger ikke kan få lov at blive arbejdsløse, siger han og fortsætter:
– Jeg har nok mere en fremtid som tekniker end som musiker. Men jeg vil blive ved med at spille musik.

Snart er der en brugbar prototype af Otto. Og så skal der tænkes over de næste skridt. Den skal testes, bygges, produceres, sælges og sendes. Der skal laves reklame, skrives manualer og forberedes kundesupport.

Der er også idéer til det næste produkt. Blandt andet idéer til en trommemaskine med et meget analogt interface, digitalt generede lyde og digital sequencer. Men efter tre år er det også tid til refleksion.
– I begyndelsen vidste jeg ikke, hvad jeg lavede. Det meste af det, jeg har lavet på Otto, har jeg måttet lære gennem projektet. Så tingene har taget markant længere tid, end jeg troede, da jeg begyndte, siger Tobias Pisani og fortsætter:
– Jeg har mistet min naivitet, og ’det klarer jeg da bare over sommeren’. Men jeg er rigtig glad for, at jeg var så naiv. Hvis jeg dengang havde vidst, at det var et treårigt projekt – nok nærmere fem år – så havde jeg nok bare tænkt, at jeg skal arbejde hen over sommerferien og tjene de 8.000 kroner.