”Hvor bli’r den edb-etiske debat dog af?” lyder det i et debatindlæg i Prosabladet i februar 1972.
Skribenten Jan Laugesen mener, at det står temmelig sløjt til i det offentlige med at respektere privatlivets fred. Han peger blandt andet på, at Rådet for større Færdselssikkerhed benytter cpr-registret som medlemskartotek for Børnenes Trafikklub, og at Kildeskattedirektoratet udleverer oplysninger om enkeltpersoners skatteforhold til MULTI-DATA, der igen anvender disse oplysninger som service til arbejdsgivere.
Han mener ikke, at det er nok at klage, når man falder over ”det offentliges misbrug”.
”Ordet edb-etik er ofte blevet nævnt, men sjældent er ordets mening præciseret. Jeg mener, at edb-etik blandt andet er, at edb-arbejdere har en holdning, der gør, at de tager afstand fra tilfælde som ovennævnte og især præciserer, at de ikke ønsker at være tekniske håndlangere, som gør det muligt, at det offentlige krænker en menneskeret,” skriver Jan Laugesen.
Regeringen besluttede blandt andet på baggrund af anbefalinger fra ekspertgruppen for dataetik og i forbindelse med reformen ”Digital service i verdensklasse” at nedsætte et Dataetisk Råd. Der er ingen it-folk i rådet.