Er den tredje AI-isvinter mon på vej? Er vi ved at ændre vores naive tro på hypede teknologier til en lidt større realisme, langt fra AI-sælgeres og ditto guruers fremskrivninger af, hvordan AI vil ændre verden? Er det ved at blive hverdag?
Coronakrisen satte ellers gang i masser af tanker om, hvordan AI og automatisering nu for alvor skulle hjælpe til at gøre virksomheder mere resiliente.
Men for første gang i flere år begynder man af spotte enkelte negative og kritiske artikler i fagmedierne. Artikler, som fortæller historien om, hvordan det kan gå galt, og hvor man skal passe på. Og hvor det måske netop IKKE er en god idé at erstatte frontlinjemedarbejderne med AI-chatbots uden en personlig relation, sagsbehandlerne med algoritmer eller tjenerne med en robot, som leverer maden til bordet i restauranten.
Men husk lige, hvad AI er, nemlig en avanceret form for mønstergenkendelse. Og husk, at mønstergenkendelse er baseret på historiske data, så vi ser kun mønstre fra fortiden.
Det sværeste spørgsmål, når vi taler AI- og dataetik, er det grundlæggende ”skal vi gøre det?”. Det er dér, hvor vi – lang tid før nogen begynder at træne algoritmer – sætter os til side, mediterer, tænker, funderer og prøver at se ind i det større beslutningskompleks. Business casen er måske fantastisk, men hvad med de langsigtede konsekvenser for relationer, omdømme, organisatorisk viden, kunderelation – og konsekvensen af, at vi erstatter menneskelige hjerner med bevidsthed og evne til at navigere i det usete, uventede og ukendte?
I en verden, som er drevet af regneark, og hvor ledere tager beslutninger baseret på en økonomisk business case, er det utrolig let at komme galt afsted. Og specielt når toplederne mødes i VL-gruppen, og alle andre i netværket har AI-projekter, og analyseinstitutter taler om, at vi alle bliver ”disrupted”, er det jo meget oplagt at lægge den sunde fornuft i skrivebordsskuffen.
Men husk lige, hvad AI er, nemlig en avanceret form for mønstergenkendelse. Og husk, at mønstergenkendelse er baseret på historiske data, så vi ser kun mønstre fra fortiden. Godt nok hører vi fra tid til anden historier om markante gennembrud – på det seneste OpenAI’s GPT-3 model, en gigantisk metalærende ML-model, som excellerer uden sprog og meget mere – men vi træner stadig maskiner med historiske data fra vores verden. Men maskinerne har hverken bevidsthed, kreativitet eller intuitive og kunstneriske evner.
Så kan de i det hele taget udvikle og forbedre mennesker?
Kald mig nu bare skør, underlig, spåkone m/k eller landsbytosse, men i den virksomhed – Muldiverset – som jeg er medgrundlægger af og driver i min fritid, trækker vi tarotkort ved morgenmøderne. Tarotkort, tænker du?
Men hvert af de 78 kort indeholder århundreders livsvisdom, udfordrer og stiller spørgsmål. Er man spirituelt indstillet, tror man, der er et budskab i det trukne kort. Er man videnskabelig, ved man, at kortet er en del af et stokastisk eksperiment. Men det er underordnet. Kortene vil nemlig altid stille nye spørgsmål, bringe tankerækken i nye retninger og udvide horisonter. Det skaber daglig udvikling og refleksion.
Og det er noget helt andet end at lade sig vejlede af maskinen, som altid ser bagud.
