Staten sparer samlet set over en milliard kroner årligt på dagpengeudgifter, hvis en ny politisk aftale bliver ført ud i livet.
Det er helt tosset. Det maltrakterede dagpengesystem har ikke brug for færre – men mange flere penge, hvis det skal leve op til vores fine ord om flexicurity.
Det er langt fra første gang, at politikerne svinger sparekniven over dagpengesystemet. En drastisk nedsættelse af dagpenge for dimittender samt halvering af den maksimale dagpengeperiode for de nyuddannede er blevet solgt på, at de, der har været i dagpengesystemet længe, uden at være ledige, til gengæld skulle kunne opnå en højere dagpengesats i tre måneder.
Mantraet er, at dagpengesystemet ikke må tilføres flere penge. Det er i sig selv illusorisk at tro, at man uden flere penge kan forbedre et system, som i mere end 30 år gentagne gange er blevet forringet.
Og det er dybt usolidarisk at mene, at det er dimittenderne, der alene skal betale gildet, men endnu mere tosset bliver det, når det viser sig, at det i virkeligheden er en spareøvelse, som betyder, at der årligt vil blive sparet mere end en milliard kroner på dagpengene.
Lige siden dimittendsatsen sidst blev sat ned i 2017, har flere politikere haft et ønske om at forringe satsen yderligere.
Det er langt fra første gang, at politikerne svinger sparekniven over dagpengesystemet
Således foreslog Liberal Alliance det tilbage i 2020. Dengang stod de ret alene med forslaget og ikke mindst beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sagde fra: ”Regeringen mener ikke, at løsningen er at skære i dagpengesatsen til dimittender og risikere, at unge helt fravælger dagpengesystemet”.
En særdeles relevant frygt, som regeringen tilsyneladende nu gerne vil gamble med.
Sidste efterår kom Venstre med nogenlunde det samme forslag, og denne gang blev det ikke afvist af regeringen, som så efterfølgende har fremsat deres egne forslag til forringelser.
Man forsøger at sælge forringelsen med argumentet om, at man kommer hurtigere i arbejde, når man får færre dagpenge.
Men hvis det var sandt, så skulle der jo være kommet mange flere dimittender i arbejde efter, at satsen blev sat ned for fem år siden. Det er ikke tilfældet.
Vi kan med sikkerhed fastslå, at det bedste middel til at få dimittender og andre i arbejde er, at der er job at få. Derfor falder ledigheden lige nu mærkbart.
