ferielov

Store huller i ferieloven

Et opsagt medlem står uden ferie indtil august, fordi arbejds­giveren kræver, at de optjente feriedage afholdes i opsigelsesperioden. Sagen viser, at elementer i ferieloven ikke er til medarbejdernes fordel.

Når man er fritstillet, afholder man automatisk mest mulig ferie, inden ansættelsesforholdet slutter helt. Men med den nye ferielov har man ikke længere ret til at få alle sine feriedage med sig, som så kan bruges til den tre ugers sommerferie, man har krav på.

Det faktum har ramt et medlem, der er blevet opsagt til udgangen af januar. Hans arbejdsgiver har krævet, at han holder mest mulig ferie i opsigelses­perioden.
– Det betyder, at chefen kan tage alle de dage, vores medlem har opsparet, samt de feriedage, han optjener i oktober, november og december. Dem for januar kan chefen dog ikke nå at kræve, da medlemmet først kan bruge dem fra februar af, forklarer Signe Rasmussen, der er jurist i PROSA.

Chefen kan kræve det, fordi medlemmet efter 1. februar har nok måneder tilbage til at kunne nå at spare 15 dage op til at holde sommerferie inden for hovedferieperioden, som ligger fra 1. maj til 30. september.
– Den kommer så i medlemmets tilfælde til at ligge i august, også selvom det måske ikke passer ind i hans og familiens feriemønster. Sådan er reglerne desværre nu, siger Signe Rasmussen.

Nye boller på suppen

I den gamle ferielov var de feriedage, du optjente først, reserveret til din hovedferie. På den måde var den beskyttet af den særstatus, som hovedferien har. Det betød, at den som udgangspunkt skulle varsles med tre måneder og først kunne afholdes efter 1. maj.
– Det var især en fordel i opsigelsessituationer, hvor opsigelsesvarslet udløb før den 1. maj. Med de nye regler er der andre boller på suppen, siger Signe Rasmussen.

Det er nu juridisk set fuldt ud lovligt for arbejdsgiveren at varsle alle optjente feriedage til afholdelse inden fratrædelsen. Også selvom nogle af feriedagene skulle være gået til sommerferien.

Det er desværre ikke alle arbejdsgivere, der er lige elskværdige
- Signe Rasmussen, jurist i PROSA

I den konkrete medlemssag betyder det, at arbejdsgiveren kun skal overføre de sidste 2,08 feriedage, der bliver optjent i januar, til medlemmets feriekonto.
– Så antallet af feriedage, som ens arbejdsgiver kan varsle til afholdelse i en opsigelsesperiode, kommer altså helt an på, hvornår på året man bliver opsagt, hvor mange feriedage man har brugt, og om man kan nå at optjene nok feriedage til, at man kan holde tre ugers sommerferie inden den 30. september, siger Signe Rasmussen.

Brug PROSA

Den situation er på ingen måde optimal for den enkelte lønmodtager, mener juristen, og hun anbefaler, at du kontakter PROSA, hvis du får en fratrædelsesaftale med varsling af mest mulig ferie.
– Måske er din arbejdsgiver forstående for, at du gerne vil holde sommerferie i juli måned og lader dig derfor få noget af din optjente ferie med dig videre. Den samtale tager vi gerne for dig, siger Signe Rasmussen.

Kravet om at få en fratrædende medarbejder til at bruge alle sine feriedage i opsigelsesperioden handler for arbejdsgiveren først og fremmest om at minimere omkostningerne.
– Vi oplever heldigvis, at nogle arbejdsgivere har en vis forståelse for, at ferien for mange er noget, man helst tilbringer sammen med familien, og ikke i september, når ungerne er tilbage i skolen. Derfor lader de i det mindste medarbejderen få fem feriedage med sig ved fratrædelsen. Men det er desværre ikke alle arbejdsgivere, der er lige elskværdige, siger hun.

Signe Rasmussen tøver derfor ikke med at kalde loven ”uhensigtsmæssig” ud fra et lønmodtagerperspektiv. Men som hun siger:
– Vi er jo ligesom nødt til at acceptere loven, som den er. Men det er da klart et mål for os, at medlemmer, der kommer med en opsigelse, hvor ferien er varslet i opsigelsesperioden, også ved, at vi vil prøve på at få feriedagene med.


Læs også...

Fremover kan du som forbruger i EU stille minimumskrav til de smartphones og tablets du køber, når det handler om batteritid og muligheden for at…

De stadig bedre AI-programmerings-værktøjer har fået antallet af kodelinjer til at eksplodere. Flere virksomheder drukner i kode skabt af AI, som gør…

En ny undersøgelse blandt mere end 9.000 engelske lærere for elever i alderen 11-18 år viser, at AI har haft stor indflydelse på elevernes læring, og…

IT-ordfører Alexander Ryle (LA) kæmper for at få IT og digitalisering ind i den politiske debat. Under valgkampen har stop masseovervågning og nej til…

Mens vi måske venter på AI-boblen, der enten brister eller fuser ud, så skal vi lære at tage sprogmodeller til os, hvor de rent faktisk giver mening.…

45-årige Stinus Lindgreen (R) kæmper for at få debat om IT, digitalisering, AI og cybersikkerhed ind i valgkampen. For fraværet er larmende, til trods…

Forskere fra techgiganten Anthropic har undersøgt, hvad sprogmodeller reelt kan bruges til i dag, og hvad de så vidt bliver brugt til på…

Emil Petersen, softwareudvikler i netværksbranchen, var på den årlige DKNOG-konference for at skabe forbindelser og blive klogere på automatisering, …

Din mobiltelefon og din computer bliver dyrere. Det skyldes, at efterspørgslen af hukommelse til AI er eksploderet.

70 procent af danske virksomhederne bruger i dag AI-værktøjer - mod blot 44 procent i 2023.

Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.