Foto: Tobias Nicolai

Augmented reality

Augmented reality på byggepladsen

Daniel Andersen har udviklet en AR-app, der er taget i brug i byggebranchen. Med en iPad i hånden kan man "gå rundt" i digitale stilladser på byggepladsen, inden byggeriet går i gang.

Daniel Andersen sætter kæmpestore stilladser op omkring os, mens vi går rundt i området omkring Alexandra Instituttet i Aarhus. Med hurtige fingerbevægelser fjerner og tilføjer han elementer til stilladserne.

Stilladserne står der ikke i virkeligheden. De findes kun på hans iPad-skærm.

Denne artikel er en del af et tema om VR og AR:

VR og AR: En ny virkelighed vokser frem
10 eksempler på VR og AR
Augmented reality på byggepladsen
Guide: Kom i gang med VR og AR

Men når han placerer dem på skærmen, bliver de stående, som var de en del af det fysiske miljø. Det betyder, at vi kan "gå rundt" inde i dem, ved at følge med på iPad’en.
– Augmented reality er på rigtig manges læber. Der er mange virksomheder, der ved, at det er den vej, det går. Men man har manglet nogle "killer use cases", siger Daniel Andersen.

– Det handler om at finde ud af: Har man nogle use cases, hvor det giver god mening? Det mener vi, at vi har fundet inden for byggebranchen, siger han.

Daniel Andersen er systemarkitekt hos Interactive Spaces Lab på Alexandra Instituttet. Og den app, han viser frem, er udviklet til Paschal – et firma, der leverer komponenter til komplekse byggeprojekter.

’Paschal AR’ hedder appen.

Fra gimmicks til tungt byggeri

Augmented reality har hidtil været kendt for gimmicks og mobilspil. Men teknologien er også begyndt at gøre sin entré i mere seriøse ender af samfundet. Det er Paschal AR et eksempel på.

Paschal leverer stilladser, elementstøtter og forskalling til for eksempel brobyggeri. Komponenterne må ikke fejle og skal installeres med stor præcision. Og her kommer Daniel Andersens app ind i billedet.

Paschal og deres kunder kan bruge appen både før, under og efter byggeriet.

Det bliver en eksplorativ og iterativ proces, når man laver augmented reality
- Daniel Andersen

Før byggeriet går i gang, kan man vise en konstruktion interaktivt frem på mødebordet i tre dimensioner. Senere kan man placere den i fuld størrelse på byggepladsen og få en forståelse for, hvordan den skal stilles op.

Man kan også bruge appen, når den fysiske konstruktion er sat op.

Inspektøren kan gå rundt på byggepladsen med appen og tjekke, om et stillads stemmer overens med modeltegningerne. Indtil videre foregår fejlfindingen manuelt, men idéen er, at det skal automatiseres med computer vision og neurale netværk.

Appen kan spare tid og uheld, forklarer Daniel Andersen.

Han oplever en stor efterspørgsel efter lignende løsninger fra byggebranchen og industrien. Og konceptet har ”et kæmpe potentiale”, hvis han selv skal sige det.

Appen er primært udviklet i spilmotoren Unity: Et af de mest udbredte værktøjer til augmented reality. Processen adskiller sig fra traditionel kodning, siger Daniel Andersen.
– Det bliver en eksplorativ og iterativ proces, når man laver augmented reality, forklarer han.

– Lige så snart du får det ud i virkeligheden, er der mange faktorer, du ikke har styr på, siger han og uddyber:
– Programmet skal forstå verden. Der kan være forskellige lysforhold, der ikke virker. Der kan være mennesker, der går ind foran det, du vil augmentere.

Teknologien er moden

Trods udfordringerne har Daniel Andersen udviklet stort set det hele selv. Det kræver altså ikke et stort team.

Og teknologien bag augmented reality er moden til langt større udbredelse, siger Daniel Andersen.
– Det er helt vildt, hvad man kan på en telefon nu om dage. At du kan tage en kæmpe 3D-model og placere den ude i verden med noget, du har i lommen, siger han.

Nutidens smartphones har den nødvendige hardware, forklarer han, og hardwaren er på vej til at blive markant bedre. Apple tog et stort skridt i deres seneste iPad Pro-modeller. De er udstyret med LiDAR: Nye sensorer, der gør det muligt at placere augmented reality-­objekter ultra præcist.

Daniel Andersens iPad har LiDAR indbygget, men appen virker også på enheder uden LiDAR.

Daniel Andersen forklarer, at instituttet planlægger en ’Plug’n’Plan’ løsning, hvor andre virksomheder kan bestille lignende løsninger, hurtigt og billigt.

CV: Daniel Andersen

2013 - nu: Systemarkitekt hos Interactive Spaces Lab på Alex­andra Instituttet. Arbejder med augmented reality, computer vision og neurale netværk.

2008 - 2013: Systemudvikler hos Nets Denmark. Frontend- og backend-udvikler inden for PKI-systemer.

2006 - 2007: Spiludvikler hos spilvirksomheden Kiloo.

2005: Bachelor i datalogi fra Aarhus Universitet.

Det kunne være relevant for eksempelvis vinduesproducenter, hav­vindmølleparker eller producenter af industrimaskiner, siger han: Hvis en kunde vil se, hvordan en dyr maskine passer ind i en fabrikshal, kan han placere den i augmented reality, inden han køber den.

Men mange virksomheder har et forarbejde foran sig, inden de kaster sig over augmented reality. Det kræver nemlig, at man har nogle data, man kan vise.
– Det kan være 3D-modeller, input fra sensorer eller instruktioner. Mange virksomheder er slet ikke så langt, at de har det i digitaliseret form, siger Daniel Andersen.

Mens teknologien gør babyskridt i byggebranchen, har den godt fat i industrien, erfarer han.
– Det rykker inden for hele industrien. Der er rigtig gode og modne produkter, siger han.

Han nævner undervisning som en anden branche, hvor augmented reality har et potentiale.
– Du kan lave formidling på en helt anden måde. Historieformidling, hvor du går rundt i en verden fra fortiden, foreslår Daniel Andersen.


Læs også...

Tusindvis af børn og unge ser med, når William Karlberg og hans kolleger tager politiuniformen på og livestreamer en gamingaften eller lægger en…

PROSA kæmper for en 30 timers arbejdsuge, for det vil komme både den enkelte, virksomhederne og samfundet til gode. Samtidig trænger fagforeningerne…

Vores samfund er ikke gearet til en 30 timers arbejdsuge, og derfor risikerer medarbejdere på nedsat tid at komme i problemer, hvis de på et tidspunkt…

"Arbejd, arbejd!" synger Bikstok Røgsystem intenst. Men er sandheden, at vi skal arbejde mer', mer' og endnu mer'? I øjeblikket er vores arbejdsliv…

Hos Abtion arbejder medarbejderne kun 30 timer om ugen, og de har fri hver eneste fredag. Extreme Programming, semi-faste arbejdstider og pomodoro er…

I marts kunne italienerne slå op i en avis, der udelukkende er blevet til i hænderne på kunstig intelligens.

Se travl ud, fyld Outlook-kalenderen med møder, ligegyldige eller ej, virk småstresset og optaget, men lav samtidig mindre. Generation Z slår igen med…

Virksomheder i Norden har i stigende grad taget kunstig intelligens til sig. På bare et halvt år er antallet vokset fra 31 til 68 procent. Til gengæld…

Sarah Wynn-Williams arbejdede for Facebook fra 2011 til 2018 blandt andet som direktør for global offentlig politik. I en ny kontroversiel bog…

Fremtiden er her allerede, men den er ulige fordelt. Især når det handler om AI-kapløbet, hvor USA og Kina er i front, og hvor den bedste behandling…