Da Anders ”Anden” Matthesen var gæst i 'Godaften Danmark'. udtrykte han, at nogle mennesker alt for nemt bliver krænket af andre. Spurgt hvad han baserede sit udsagn på, svarede han, temmelig løst, at det havde han hørt rundtomkring.
Spørgsmålet om krænkelse og 'krænkelsesparathed' er et varmt emne, og flere partier og medier går hårdt efter den såkaldte 'wokisme' og fremstiller de 'woke' som selvoptagede, krænkelsesparate meningstyranner, der gennem påpegning af, hvad de finder uretfærdigt, angiveligt undertrykker andre. Matthesens opfordring er god og vigtig. Vi bør alle øve os på ikke at blive stødt af andre. Men det må jo gælde for alle, såvel de angiveligt 'woke' og som deres modstandere, de 'antiwoke'. Ironien er jo, at de 'antiwoke' synes at føle sig krænkede over, at de 'woke' føler sig krænkede. I den forstand synes de to parter lige 'krænkelsesparate'. De er bare uenige om, hvis følelser der er legitime. Antropologen Marisol de la Cadena foreslår, at vi lever i 'a world of many-worlds'. Og i en verden, hvor internet, data og sociale medier i et stadigt stigende tempo og omfang producerer information, synes de mange verdener kun at blive stadigt flere.
Informationsforskeren Herbert Simon har formuleret begrebet 'bounded rationality'. Simon påpeger, at vi altid har begrænset information til rådighed, ligegyldig mængden af tilgængelig information, fordi der er grænser for, hvor meget vi kan lægge til grund for en beslutning. Ja, det er faktisk en præmis for at træffe beslutninger, at vi afgrænser vores information.
Men pointen er ikke dermed, at jo mindre information, desto bedre, selv om det kan synes at være en strategi, nogle foretrækker, jævnfør Matthesen. Simons pointe er, at vi må være bevidste om, at vi aldrig besidder fuld information, og at det er et vilkår. Men vi bør bestræbe os på at forholde os til mest mulig information, vel vidende at vi aldrig vil opnå en fuldstændig forståelse. Det, som synes paradoksalt i dag, er, at vi på én og samme tid har adgang til mere information end nogensinde før og samtidig og af samme grund overvældes af, hvor lidt vi ved. Spørgsmålet er så i, hvilket omfang vi føler os forpligtede af vores informationsunderskud.
Ignorerer vi det og gør som Matthesen og fælder dom over andre på et mildt sagt spinkelt grundlag? Eller lader vi vores informationsunderskud være drivende for nysgerrighed, dialog og udforskning? Den belgiske Vinciane Despret opfordrer til at se andres forskellighed ikke som noget, vi skal bekæmpe, men som en invitation. Andres verdener og vores egen kan jo ikke med et trylleslag eller nogle få udsagn destruere hverandre, men de kan udvide og udvikle hinanden. Vi må bryde med idéen om, at informationsunderskud enten ikke findes eller er et problem, som kan fikses, og i stedet se det som en ressource til fælles konstruktion af mulige fremtidige verdener.