Ånden er ude af flasken

”Jeg føler mig ikke ’skyldig’ over at arbejde hjemme”.

Sådan beskriver en af de it-professionelle, der har deltaget i Prosabladets læserpanel, den største forskel i sit arbejdsliv nu i forhold til før corona.

Underforstået: Vedkommende ville have følt sig skyldig før.

Og det er ganske sigende. For den største forandring, som corona har medført, er netop indstillingen til det hjemmearbejde, som rigtig mange af os har fået smag for.

Om det vil vare ved, stiller en af deltagerne sig tvivlende overfor.

”Jeg har en reel bekymring om, at nogle ledere gerne så, at vi vendte tilbage til old normal i stedet for new normal, da nogle føler at have mistet lidt kontrol og overvågning af medarbejderne frem for at stole på, at folk gør deres job, selvom de sidder på hjemmekontoret”.

Men ånden er ude af flasken.

Erfaringerne

Faktum er, at nedlukningen har betydet, at mange har ændret opfattelsen af, hvad det egentligt vil sige at gå på arbejde.
”Det har helt klart givet mig en idé om, at hele tanken om at møde op ét bestemt sted er fjollet (i hvert fald for mit arbejde), da langt det meste kan klares hjemmefra uden spildtid på transport. Det rystede også lidt ved mødekulturen og synliggjorde, hvor mange overflødige møder der egentligt indkaldes til”, lyder en paneldeltagers konklusion, mens en anden tørt konstaterer: ”Den har egentligt bare gjort mig endnu mere sikker på, at når computeren er ens arbejdsredskab, kan man arbejde hvor som helst”.

Men ikke alle faldt dog for hjemmekontorets fortræffeligheder: ”Jeg hadede det!”, udtrykker en paneldeltager det fyndigt. Og så var der dem, der skulle møde ind på en stort set forladt arbejdsplads.
”På grund af sikkerhedshensyn, da vi blandt andet arbejder med data fra sygehuspatienter, kan vi ikke arbejde hjemme”, fortæller en deltager, mens en anden forklarer: ”Vi kørte på skift, så kun få medarbejdere var på kontoret samme dag. Folk på kontoret var en nødvendighed”.

Men lige meget hvorfra man passede sit arbejde, så ”påvirkede nedlukningen måden, vi kommunikerede på. Der er utrolig meget uformel snak, der enten holdt op eller blev formaliseret”, noterer en paneltager, mens anden fortæller, at ”behovet for korrigeringen steg, idet ingen blot mødtes på gangen eller gik hen til hinanden for at snakke. Alt blev presset ind i et videomøde”.

Den fysiske fordel

Spørger man, hvilke fordele der er ved at møde fysisk ind på kontoret, er svaret entydigt: Kollegaerne. ”Nogle problemer løses bedst, når man sidder sammen ansigt til ansigt – selv med Zoom- og Teams-møder mangler man en del kropssprog, og det er sværere at stå og arbejde omkring eksempelvis en tavle,” lyder det fra en.

Og flere istemmer: ”Jeg arbejder meget projektbaseret, så der er stadig fordele i at kunne møde op til større møder og workshops, hvor vi skal koordinere og planlægge projekter. Der er også hele det sociale, hvor det kan være meget rart at snakke lidt løst og fast med kollegaer, hvilket man ikke gør på samme måde, hvis man kun er online”, lyder det fra en.

Et andet PROSA-medlem supplerer: ”Fysisk fremmøde giver også den umiddelbare hurtige kontakt og løsning af mindre problemer. Eksempel: En kollega sidder og bøvler med en indstilling i noget SW og siger det højt, og så kommer der ofte en løsning fra en sidemand”.

En deltager mener kort og godt, at det bedste ved at møde fysisk på arbejdspladsen er: ”At komme hjemmefra”.

Fremtidsdrømme

Omvæltningerne i arbejdslivet betyder også, at flere i panelet drømmer om flere forandringer. Eksempelvis en fire dages arbejdsuge og større mulighed for fordybelse.

”Det kunne også være interessant at prøve at arbejde sammen i teams eller projektgrupper væk fra kontoret i perioder eller faste dage, så man kan arbejde fokuseret i gruppen uden andre forstyrrelser fra kontoret”, lyder det fra en paneldeltager, mens en anden ønsker ”opmærksomhed på restitutionstid efter hårde arbejdsdage”.

En tredje peger på ”mere fleksible og anderledes kontorer, der tjener flere formål”, mens en fjerde først og fremmest ønsker: ”Uddannelse af mellemlederne. De er ikke fagligt klædt på til distanceledelse”. En enkelt ønsker, ”at alle var på kontoret minimum tre dage om ugen”.

Langt de fleste deltagere i læserpanelet oplyser, at deres arbejdsgiver har givet mere plads til frivilligt at arbejde hjemme end før corona. Men spørger man, hvad der spænder ben for de ønskede forandringerne, peger pilen alligevel mest opad.
”Det gør mellemledere og ekstroverte kollegaer, der drømmer om gamle dage”, lyder dommen fra en paneldeltager, mens en anden ganske enkelt peger på ”chefernes mistro og manglede tillid”.

Refleksion

Mens mange jubler over hjemmearbejdet, sidder nogle tilbage med helt andre oplevelser: ”Jeg har fået meget mere at lave og en markant lavere tillid til ledelsen”, siger en, mens en anden udtrykker frustration, fordi ”jeg ved aldrig, hvornår en kollega er på kontoret eller ej”.

Der er ingen tvivl om, at den tvungne erfaring med hjemmearbejde har sat en ny diskussion i gang mellem dem, der ønsker at arbejde hjemme, og dem, der ikke gør. En konklusion på tingenes tilstand opsummeres af en af deltagerne sådan her: ”Det individuelle kommer nu før fællesskabet – både på godt og ondt”.

Og lysten til at arbejde hjemme kalder også på refleksion. En af deltagerne udtrykker det sådan:
”Jeg har fået det til at fungere rigtig godt med at arbejde hjemmefra. Det betyder en social gevinst for min kone og mig. Min arbejdsgiver er også meget tilfreds med min indsats. Mine kollegaer har andre behov, og det synes jeg er en god ting, at vi alle får det lidt, som vi har brug for. Men… jeg føler, at jeg konstant skal forsvare, at jeg gerne vil arbejde meget hjemmefra, og jeg kan derfor mærke, at jeg skal passe på, at det ikke bliver en ’krig’. For det er jo et relevant krav, at jeg også en gang imellem møder ind på kontoret”.